Løb mens du kan

Du slap ud i tide

Tog de slag der kom
Et fast tag i bordkanten holdt dig på jorden
Du vidste, at du vidste bedre
Selvom du blev træt og modløs
Troede mere på håbet
End på dem
Selvom dommen faldt som daglige lussinger

Og så sidder jeg her
I min stille protest
I min lydløse ynk
Med fantomsmerter
den pest der rammer
Der stammer fra min amputerede fantasi

 Når børn er små, er de ikke bange
Frygt er noget man lærer
Vi forstod begge to, at frygt ikke hjælper
Ikke os, det lammer
Når der bliver brug for
At bruge sig selv til noget andet

Så hjælp mig dog

Forklar mig ikke hvad jeg ”bør”
Fortæl mig det de ikke gør
Så jeg kan tænke
På en ny måde
Så jeg kan, så jeg tør
Huske angsten, leve med den
Og turde alligevel

Skitser

en lastbil på Bornholm

En tom Grøn Tuborg i et S-tog

En (knapt så vellykket) skitse af en kvinde

Hvad man evt. kunne være god til

• Tegning
• At skrive korte tekster uden at kunne gennemskue hvad meningen i første omgang var med dem
• At korte tekster ned (altså med mindre det er en af mine egne)
• At ryge smøger
• At skrive gummisætninger uden nogen særlig mening, typisk som sådan en slags litterær polifyla til stile i humaniora-fag
• At spise kolde kartofler (uden rugbrød, med mayaonnaise)
• At belære folk om at forårsruller smager dejligt med remoulade, hold op med at være så kræsne. Hvordan skulle i vide det uden at prøve det?
• At finde nye videoer på youtube til min indre youtube-panikliste (et svar på det klassiske dilemma: Nogen stikker dig en computer/iPad/iPhone/whatever, og siger :"Sæt lige et eller andet på. Jeg er ligeglad med hvad, bare det er godt!") - tip til jer: Otto Brandenburg er tit (men ikke altid!) en sikker vinder

For langt og for krøllet prosa (Org. titel: Hvad jeg lærte af at få 00 i latin)

Hvad er hvad
når den nære virkelighed bliver fyldt med spørgsmål
om hvis, hvisses eller hvems.
Når hanses eller hamses er hvad du bliver dømt på
hvor spotlightet skinner
på hvor fejlfrit du snørkler de sproglige finesser. 

Jeg ville være klar på en sprogduel
med lanser af fremmedord
hvis min udfordrer var andet og mere
end en støvet bog for tung til min ryg
når jeg cykler med den i tasken.
Gammel grammatik går galt i byen
det bliver gråt og uforståeligt for alle
os, der stadig er grønne udi sproget.
Når sprogkunst og kunnen reduceres
til analyse, alene og sent om aftenen,
vinder søvnen
og fylder mit sind med andre slags ord.
Sprog til tanden, til gaflen
behøver ikke være alt for let at fordøje
- men sprog vil altid være en smagssag når det driller dine smagsløg.

Formålsparagraffen (§ 1)

Som et lille sommerferieprojekt har jeg besluttet mig for at skrive lidt på en blog, uden at fortælle nogen om det.

Hvorfor nu det?
Forstå mig ret: jeg er typen der fortæller hvad jeg laver. Ikke sådan vidt og bredt, men dog til en relativt bred skare af mennesker. Hvad jeg laver, hvad jeg hører, hvad jeg spiser, hvad jeg læser, hvor gode eller dårlige folk jeg har knaldet med nu skulle være til det, hvad der går godt og hvad der går skidt.
- Altså, ikke på den upassende, facebook-spammende måde, men jeg fortæller gerne meget til gode venner og tæt familie.
Og man skulle måske ikke tro at der var noget galt i det.

Jeg er bare kommet ind i et "se mig"/selvtillids-dilemma: jeg kan ikke holde min kæft om hvad jeg laver, men samtidig er jeg pinligt bevidst om at det ikke alt jeg laver ligefrem er skide smukt og pisseinteressant for andre mennesker.
Så nu laver jeg denne lille kanal til at komme ud med det hele. Til hvem der nu skulle kigge.

Så hvis du, trods masser idéer der ikke nødvendigvis bliver til noget, kommafejl og halve tegninger, føler at du får noget ud af det her, så er jeg da mere end bare lidt glad på dine (og mine) vegne.
Men pointen er sådan set at hvis du ikke gør, så er jeg ligeglad.