Løb mens du kan

Du slap ud i tide

Tog de slag der kom
Et fast tag i bordkanten holdt dig på jorden
Du vidste, at du vidste bedre
Selvom du blev træt og modløs
Troede mere på håbet
End på dem
Selvom dommen faldt som daglige lussinger

Og så sidder jeg her
I min stille protest
I min lydløse ynk
Med fantomsmerter
den pest der rammer
Der stammer fra min amputerede fantasi

 Når børn er små, er de ikke bange
Frygt er noget man lærer
Vi forstod begge to, at frygt ikke hjælper
Ikke os, det lammer
Når der bliver brug for
At bruge sig selv til noget andet

Så hjælp mig dog

Forklar mig ikke hvad jeg ”bør”
Fortæl mig det de ikke gør
Så jeg kan tænke
På en ny måde
Så jeg kan, så jeg tør
Huske angsten, leve med den
Og turde alligevel